Erindringsmonologer er iscenesatte, visuelt indstuderede selvoplevede erindringer med kolossalt indtryk. Tilskueren ser en nu voksen person erindre et lille brudstykke, et lille indblik, fra dengang den voksne var barn. Men modsat fortælling er erindringsmonologer ikke fortalt, men netop erindret, som det føltes, som det var dengang i børnehøjde, hvor man ikke vidste hvad den voksne jo ved i dag. Og derved det bevægende, den voksne som selvfølgelig ikke gider at blive for psykisk og rørstrømsk, tvinges via monolog-metoden til at opleve – genopleve – hvor væsentligt det var da hunden døde, da man blev svigtet af sin kammerat, det først kys, det hemmelige sted – fra dengang verden var magisk, uprøvet og totalt afhængig af det nære, de nære og følelser blev støttet eller lukket i chok.
Der skal mandsmod, format og ærlighed til at lave en erindringsmonolog, indstudere den og lade den optage. Gevinsten er dog aldeles synbar. – Vi andre får lov at se den – og SELV medtænke, erindre vores barndomme, nære gaver og tab.
Vi andre får lov at se hvor smukke mennesker er, hvis man ikke fordømmer dem og forstår med fuldstændig tydelighed: Der findes ikke hverken åndssvage, dumme eller forråede mennesker – der findes kun motiver eller årsager vi ikke har taget os tid til at se. Tag dig tid til at se monologen/monologerne i ro og mag – det er bevægende smukt ...
Erindringsmonologer er i postproduktion og forventes færdig i 2007
