Gi’ lorten videre...
Essay om dét at overdrage
På Sikringen i Nykøbing - det værste tænkelige sted at ryge hen i det psykiatriske system - man kan nemlig ikke “falde længere” - er der een væsentlig årsag til at det der bliver en optur at være patient trods alle rygter om det modsatte: man bliver der! Der kommer ikke en fællesmøde-beslutning om at patienten ikke egner sig til denne institution eller er for voldelig til at være på grøn gang eller for meget en amts-opgave eller for lidt en direkte hospitals-indlæggelses-opgave eller er en reel politisag som bør varetages af det i ophavskommunens til altid rådighed værende politi. Man bliver ikke en kastebold, personalet MÅ affinde sig med patienten - ligemeget hvor særpræget, anormal, kasse-32-lignende han/hun end forekommer. Der må trylles! Og så bliver der det...
Hvis et menneske får muligheden for at skyde et problem fra sig gør de det gerne. Udsætter, fralægger - undgår. Men hvis alle disse mere eller mindre berøringsangste fortrængningsmekanismer med eet slag er sat ude af spil, så må man jo gøre noget ved det - finde en løsning. Og det kan mennesket som regel altid og en behagelig medgave i den forbindelse er at man ofte overraskes af at man opdager at “det umulige lod sig gøre” - et en side i min person faktisk kunne klare en situation som jeg ikke havde troet var mulig!” At volds-angste kan blive rolige med en voldsforbryder. At den aidsbange kan få en afslappet omgang med en aidsfyrs sår og kanyler.
Det er dette vi viser på film, at et menneske kan udvikle sig - istedetfor at forblive i sit begrænsende opfattelse af sig selv. At karakterer opdager at de rummer mere, favner mere - at deres “Jeg” slet ikke står mål med rummeligheden af deres person.
Hvorfor skriver jeg så dette? Jo, fordi det meste af vores moderne samfund ikke akceptere at et problem er vores og forbliver vores. Vi er blevet mestre til menneskelig kassetænkning, der som grunddiciplin for det meste har at skyde patienten, klienten, problemet fra vores kasse over i nogen andres. Og det er ikke kun kommunens pengekasse der forårsager diciplinen, men det moderne menneskes mulighed for fralægger - “han høre altså ikke med dén opførsel til på et almindelig hospital, det er altså nu også psykiatrisk!” Og dernede: “Det er altså ikke rimeligt at vi skal overtage somatiske patienter når hendeher faktisk er stærkt soma-krævende!”
Og Postrytterne kører og Falck og 3 x 34. Flytter sager og mennesker “et andet sted hen” til nogen andre der skal have ansvaret, hvor det er helt rigtigt at blive behandlet. Kommunens anliggende, hjemmeplejens, socialrådgiverens, hospitalets, vagtlægens, egen læge, privat netværk. - Kan vi ikke se det, kan vi føle det: manglen på relationer, at personer bliver numre og en større og større lede ved arbejdet som ikke engang værdsætter en.
Det moderne samfunds flyt-et-andet-sted-hen-diciplin stortrives, men ingen har glæde af det; patienter, myndighedspersoner, pårørende. Og det værste ved det hele er - at mange af argumenterne for flytninger - påstås at være saglige, økonomiske, “for patientens skyld”, men er i sandhed for udføreren. I en totalt misforståelse af hvad menneskelig udvikling kræver: at man nemlig ikke fortrænger problemer, deportere sin skyggeside, - men at man kraftædme må se den i øjnene og selv må løse problemet - oig derved opdage - at det lod sig gøre man kunne favne det - udvikle sig.
Ikke een eneste gang er det gået godt når een af mine filmproducere har sagt “jeg hopper lige over på en anden film, men det helt 100% tjekket så efterfølgeren vil have helt tjek på det!” Tro dem ikke! Og tro heller ikke selv derpå næste gang DU sender lorten videre - for at undgå, blive af med. Du lærer intet af det - du opdager aldrig at du kan trylle.
