Moderne længsel
- et essay af Jens Arentzen
Modernitetens særkende - er valgmuligheden - friheden! - Det lyder umiddelbart besnærende, men er dets modsætning, da grænseløs frihed åbner til en uoverskuelighed uden begrænsning og en deraf følelse af ikke-frihed. Når vi eftertænker hvornår vi havde følelsen af den største frihed, må vi erkende, at det havde vi, da vi netop var mest låste; da vi vidste at vi havde tre måneder til at sætte stykket op i, eller nu var vi her i et år på Højskolen. Hvor vi ved vi er kærester og vi ved vi skal til Sevilla. - Når alting flyder, alting er muligt og ikke fastlagt - sætter Tvivlen ind; Overvejelsen, - og dén er modernitetens sande helvede, men modsat andre århundrede - ikke helvede på jord, men helvede i os!
Der ligger en bold; en fodbold! Lysten siger: spark dog til den for fanden, men en stemme siger også: jamen hvortil dog, til hvem, må man det, er dét klogt, burde jeg ikke drible lidt først? - En overvejelse har sat ind. Om ens egen første-indskydelse nok også er rigtig. Og man kan blive i tvivl. I forfærdelig tvivl, så meget så man bliver for-tvivlet og dermed ét er sikkert: at bolden får lov at blive liggende - urørt! Tvivleren er gået hjem, i seng under dynen. Hvor Tvivleren ynder at opholde sig meget, i naivt håb om “Den magiske løsning” der nok vil komme - der aldrig kommer.
Det er med Overvejelse og Tvivl, at de ikke bare gør helvede hedt for Bæreren af tvivlen, men den også afholder Bæreren fra Handling! Hvis du er i tvivl, om hvordan brevet til teaterdirektøren skal se ud, får du det aldrig sendt. - Det drukner i tvivl, der forøger den i forvejen opfyldte beholder af selvhad, over alt det øvrige, der heller ikke kom af sted - fordi Tvivlen satte ind. - Tvivl udelukker handling!
Tvivlen har mange navne: Den indre Dommerkommite, Selv-censuren, Selvbedømmelsen, Selvspejlingen, Selvransagelsen. Tænke efter. Overveje. - Tidligere kulturer havde en læresætning som også skolen advokaterede for: “Tænk før du taler!” Hvilket kunne synes fornuftigt, taget i betragtning af hvor meget naivt vrøvl der lukkes ud, men i vores forbindelse er uheldig, fordi “eftertanken” fordrer en endnu længre afstand mellem impulsen, indskydelsen og kroppens udhandling af den. - Vi står i en situation. Får en impuls, men stiller så spørgsmål til impulsen/indskydelsen, og allerede dér er vi bagud, nu er det for sent at sige det udeladte, for nu er allerede et andet sted henne og dét nu hvor impulsen opstod - lysmile væk - bagude. Lade munden løbe kunne vi sige, mod at tænke før du taler. Og heri ligger sandheden om den moderne længsel: selvforglemmelsens gave: at glemme sig selv, sin selvbedømmelse, men være i sin ureflekterede udlevelse.
Film! Det var lige som på film, siger de unge når noget er utroligt, fedt og forførende. Det tog dem på sengen, løb hurtigere end deres egen bedømmelse og åbnede til deres følelsers hengivelse. De blev ikke i tvivl. Med autoritet blev dette verdenen som de skulle opholde sig i, med myndighed, blev de styret mod deres egne følelser - og forglemmelse af deres eget kamera på sig selv. - Men når filmen er færdig er de der igen - alene med dem selv, deres tvivl og mange, mange valg. Dit hår? Langt, kort, rødt, strit, striber, bakkenbarter, vox, gele, spray. - Hvor mange frisurer har din mormor haft? Og dig selv - indtil nu...
Det moderne menneske lever det meste af sit liv oppe i hovedet, hvor det kværner, på højtryk. Eller hvad det snarere er: drømmer, forestiller sig - uendelige mulige valgmuligheder, der alle udelukker hinanden, hvorfor ingen forestilling bliver den valgte. Vi kalder det yndigt; Informationssamfundet, hvor den unge har rigtig mange dejlige valgmuligheder, istedet for en given verden. Dét vi bare først er ved at opdage nu, ér at den unge desperat længes efter “en given verden”, en enkelhed; åh, tilbage til déngang hvor svenskere var svenskere og “det ukendte” ikke var en daglig bredbåndsstrøm.
Narko indtages for at få fred, for alle valgene, tankerne, indfaldene, som handlingen slet ikke kan følge med i. Der er en overspændelse af uudlevet følelse i hvert eneste moderne menneske af idag, en overspændelse som håber på at komme ud, gennem SM-pisk eller læsning af en tegneserie. Eller Bungy-jump, eller på Mountain-bikes eller til fittness. Polter-abends - en sado-machocistisik forsøgsfrigørelse for “dét overvejede liv”, det hypertilpassede barn, hvor man ved hjælp af alkohol og selvbestaltede, umulige hjemme-ritualer, forsøger “at tabe sig selv”, miste selv-kontrollen og komme ind til følelsen, stemmen - dét ikke bevidste - skrig!
Intet menneske er blevet udviklet gennem: “ja, det må du så se og tænke over eller tage med dig i din hverdag!” Udvikling, forandring, fordrer handling - fysisk handling; rituel omgørelse af sit liv, sine rutiner og mønstrer eller en op-øvelse af rutiner, mønstrer, hvis man ikke har haft det. I karate kalder man udviklingens fordring for “Eksplosionen”, hos Kierkegaard hedder det “Springet” og i psykoanalysen: “at træde i eksistens”. Alle tre benævnelser er handlingens udtryk og ikke bevidsthedens; hvilken hele det moderne skole- og samfundssystem er opbygget efter. Superbrugsmodellen, hvor man får 14 dage af det ene og en tema-uge af det andet og så selv må man rage dét til sig, man synes man kan bruge i sin tolkning af verden. - Man ved det ikke. For at tolke verdenen, kræver det at man kan mærke den. Og at mærke er ikke at tænke, men at føle.
Vi havde en forvirret Kronprins i Danmark, først da han kom i lære hos Jægerkorpset I Danmark, begyndte hans kinder at strutte og en klarhed i øjnene at lyse. Det er dét livs-flow den unge mand længes efter når han vælger biker-miljøets kontanthed og fysiskhed kontra sin skoleinspektør-fars bevidsthedslære. Hos Bandidos kan man lære at skyde, drikke sig fuld og synge sjofle viser, mens man pisser, griner og kroppen rør sig. Hos far sidder vi stille på en stol og forestiller os inde i bevidstheden. Og vi må ikke ryge og vi skal passe på og vi skal huske at sætte ind på konto og cykelhjelm og livsforsikring. - Men kors hvor er det livsdødt og hvor helved er modellen der siger det imod og indikerer liv? - Stellan Skarsgaard?
Der er noget uhyggeligt ved en kulturs unge, når de vælger afdøde som deres idoler. Kurt Cobain og Lady Di. Men dét gør de. Fordi moderniteten er blevet for uoverskuelig og dét derfor er enklere med bagstræberiske idyllisering. Hvad Lady Di har givet rum for, af ikke-tidligere-kanaliseret privat-smerte hos enkelt-mennesket er ikke småting. Problemet er bare, at verdens-sorgen intet i sandhed vil hjælpe den enkelte eller verden, for enkelt-menneskets modernitets-problem vil ikke blive løst; det fik bare en fælles ikon dén formiddag, og dét er da altid noget, men erkendelse? Nej!
Når man ikke kan overskue sine valg og derfor er handlingslammet, bliver man offer eller udråber sig sådan. Og det er dét vi er i færd med, allesammen. Ofre for skattefar, skolen og de rædselsfulde bilister. Ofre, der i egen indbildning er almægtige guder, hvis de bare kunne komme til. De misforståede geniers tid - der bare ikke har fået chancen...
Drømmere og barnagtige til hobe. At være voksen er kedeligt og livsdødt, det kan vi jo se. At være barn fortæller kroppen at vi ikke er, der er hår på den. En samling uudlevede børn i dét der burde være dén begyndende voksne livstidsalder. - Men hvem vil være voksen, når alt det man endnu ikke er lykkedes i, er barnets tilsyneladende gave: hengivelsen, spontaniteten og selvforglemmelsen.
